Humor i virksomheden
Tør I bruge den i jeres kommunikation?

Det sidste år har rigtig mange virksomheder skruet helt op for kommunikationsblusset. Der er blevet finpudset, poleret og luget ud i sproglige skønhedsfejl, så alt står snorlige, stramt og hyper-professionelt. Og lad os være helt ærlige: AI har haft en overordentlig stor finger med i spillet.
Det er der for så vidt ingenting i vejen med. Men der er opstået et nyt problem på det digitale stuegulv: Hvor blev autenciteten af?
Når selv det mindste lokale rengøringsfirma fremstår som et multinationalt, børsnoteret aktieselskab på sin hjemmeside, bliver det utroligt svært for kunderne at mærke, hvem I egentlig er. Alt ligner hinanden. Alt smager af det samme. Og når alle lyder som en klinisk poleret robot, hvordan skal dine kunder så kunne gennemskue, hvilken virksomhed der rent faktisk matcher dem og deres behov?
Mit råd er egentlig ret enkelt: Skru lidt ned for det stilrene, AI-producerede indhold, og lad dine kunder se dig og din forretning.
En af de mest effektive – og sjoveste – måder at gøre det på, er ved at bruge humor i jeres kommunikation.
Mærkbare brands bliver husket
Mennesker handler med mennesker. Vi husker sjældent den tiende artikel om "5 gode råd til effektiv drift", men vi husker dem, der fik os til at trække på smilebåndet midt i en travl arbejdsdag.
Humor i markedsføring og branding kræver lidt mod, men udbyttet er enormt. Det handler ikke om, at jeres virksomhed skal forvandles til et stand-up show. Det handler om at bruge jeres egen, interne virkelighed til at skabe genkendelighed.
Prøv at kigge indad i forretningen:
- Er der noget, jeres kunder altid spørger om, som får jer til at grine?
- Har I en intern joke, I altid udveksler over kaffemaskinen?
- Har I et hjemmelavet ord for noget af det, I går og laver til daglig?
Brug det! Skriv det som et stort citat på jeres hjemmeside, byg en målrettet kampagne op omkring det, eller lav en række uformelle opslag på de sociale medier. Lad det stå så skarpt, at kunderne forstår det, mærker jer – og vigtigst af alt: Husker jer.
Når selvironi og kant rykker hegnspæle
Et klassisk eksempel på fænomenal brug af humor er Faktas velkendte kampagne: "Vi vil så gerne have, at du bliver 5 minutter længere". Det var ren selvironi over det faktum, at der nogle gange var kø ved kassen. I stedet for at lade som om, at alt var perfekt, tog de tyren ved hornene og lavede det om til en kærlig og genkendelig pointe.
At turde skille sig ud gælder i øvrigt ikke kun i detailhandlen – det virker præcis lige så stærkt i B2B-verdenen.
Senest var jeg med til at lave en miniature-kampagne for Dansk Lydisolering. Her udlovede vi et akustikbillede i en konkurrence til medarbejdere i virksomheder med masser af støj på kontoret. Budskabet på akustikbilledet?
"Hvad med om du bare lige holder din kæft?"
Humoren er ikke til at misforstå. Et enkelt akustikbillede dæmper selvfølgelig ikke støjen i et kæmpe storrumskontor – men det gør det så alligevel, hvis folk tager budskabet til sig med et smil! Det skabte opmærksomhed, grin og masser af kontakt, fordi det var befriende ærligt og ramte direkte ned i en velkendt hverdagsproblematik.
Tør I skru op for den ægte kommunikation?
Det kræver lidt is i maven at bryde ud af den polerede AI-boble. Men hvis I vil vinde kundernes tillid i dag, skal I turde vise, hvem I er bag den pæne facade.
Hos Kafka Kommunikation fungerer jeg som din eksterne kommunikationskonsulent. Jeg hjælper mindre og mellemstore virksomheder samt kulturinstitutioner med at skære igennem støjen og finde deres helt egen, autentiske stemme.
Uanset om I har brug for hjælp til strategisk kommunikation, branding, kampagneworkshops eller skarp storytelling, der både kan mærkes og huskes, står jeg klar til at hjælpe jer sikkert i mål.
Skal vi tage en uforpligtende snak om, hvordan jeres kommunikation får mere kant, humor og personlighed? Kontakt Kafka Kommunikation her
