Månen – tur / retur

Bornholms Turisme – hele året på hele øen

Da jeg sagde godnat til min yngste datter i telefonen, sagde hun: ”Jeg elsker dig hele vejen til månen og tilbage”. Det fik mig til at smile. For selvom jeg teknisk set befandt mig på Bornholm, så stod der faktisk ”Månen” på døren til mit værelse.


Af Kathrine Kjær, Kafka Kommunikation


D. 27. november 2025 var jeg inviteret til Bornholm. Ikke som turist, men som oplægsholder. Business Center Bornholm og Destination Bornholm havde samlet tropperne under overskriften: ”Bornholms Turisme – hele året på hele øen”.


Min opgave var klar: Jeg skulle give de lokale erhvervsdrivende inspiration til, hvordan god kommunikation kan være med til at strække sæsonen og sprede gæsterne lidt mere ud i landskabet. Men inden jeg nåede til det faglige, fik jeg en lektion i bornholmsk gæstfrihed og fællesskab, som jeg sent vil glemme.


Taxa-Bjarne og de lukkede røgerier

Allerede på turen fra lufthavnen fik jeg vigtig markedsføringsviden serveret på bagsædet. Det var Taxa-Bjarne, der kørte mig de ca. 4 km ud til Bornholms Højskole ved Aakirkeby.


Bjarne kender øen ud og ind, og han satte fingeren lige på det ømme punkt. Han fortalte, at han ofte kører med turister, der kommer uden for højsæsonen med drømmen om at besøge et klassisk røgeri – blot for at opdage, at der er vinterlukket. Det er netop her, kommunikationen bliver afgørende. Hvordan fortæller vi historien om alt det, der er åbent, i stedet for det, der er lukket?


Bjarne var i øvrigt så serviceminded, at han gav mig sit nummer og hentede mig igen dagen efter. Det er den slags service, ingen algoritme kan hamle op med.


Højskoleliv og fællessang

Jeg har aldrig besøgt en højskole før, så rammerne var en oplevelse i sig selv. Jeg sov som sagt på værelset "Månen" med udsigt til en smuk have, og jeg spiste alle måltider sammen med eleverne. Maden var fremragende, men det var stemningen, der gjorde størst indtryk.


Eleverne var enormt imødekommende, og aftenen inden seminaret inviterede de mig med i kirke, hvor de skulle synge for en fyldt sal. At sidde der og mærke deres fællesskab var rørende. Det mindede mig om, at uanset om vi driver forretning eller går på højskole, så er det relationerne og historierne, der binder os sammen.


Seje erhvervsdrivende med ja-hatten på

Selve workshoppen var fyldt med energi. Der var ca. 25 deltagere, og bredden i brancherne var imponerende. Der var alt fra chokoladeproducenter, campingpladser og minigolf til cykeludlejning, travbanen og unikke overnatningssteder.


Vi var i arbejdstøjet fra kl. 09.00 til 15.00, og for at sikre, at dagens pointer ikke fløj væk med vinden, fik alle udleveret en fysisk workbook. Vi kom igennem fem konkrete delemner i løbet af dagen, og undervejs kunne deltagerne føre deres egne tanker og strategier direkte ind i bogen. Det betød, at de ikke bare gik hjem med inspiration, men med en skræddersyet, personlig håndbog, de kan slå op i, når hverdagen rammer igen.


Fælles for dem alle – hvad enten de kom fra Dueodde, Nexø eller midtøen – var viljen til at gøre en forskel. Ikke kun for deres egen bundlinje, men for hele Bornholm. Vi fik talt om, hvordan man kommunikerer sine styrker, når solen ikke bager fra en skyfri himmel, og hvordan man gennem samarbejde kan henvise gæsterne til hinanden, så ingen går forgæves efter en oplevelse (eller en røget sild). Læs mere om strategievents her.


Tak til Business Center Bornholm og Destination Bornholm for invitationen – og tak til de engagerede deltagere.


Turen til "Månen" føltes måske lang, da jeg sagde farvel til børnene derhjemme, men jeg tager hjem med kufferten fuld af inspiration fra en ø, der har utrolig meget at byde på – også når kalenderen siger november.